MOLDOVA – FARVEREVOLUTION LIGHT

Efter forårets revolutionslignende tilstande i Moldova er Kommunistpartiet nu tvunget i defensiven - på trods af valgsvindel og heftig chikane mod valgobservatører. En beretning fra en dansk observatør, der ved ugens valg så flere kolleger blive smidt ud af landet.

CHISINAU - En valgobservatør kan blive mindet om, at han er uønsket på forskellige måder. Oftest sker det subtilt og indirekte, men i nogle tilfælde lægges der ikke skjul på irritationen over ens tilstedeværelse. I den sidste uge har jeg været medlem af en dansk ledet gruppe af valgobservatører, der skulle overvåge onsdagens valg i Moldova. Tirsdag morgen ankom vi på hotellet, som naturligvis straks fortalte myndighederne om de nye gæster. Allerede få timer senere ankom fire betjente og bad os alle syv - fire danskere og tre hviderusere - om at følge med på politistationen. Her blev vi i to timer udspurgt os om vores gøremål i Moldova, ikke mindst om vores aktiviteter ved det sidste valg i april. Vi blev klart truet med at blive smidt ud af landet, hvis vi ikke holdt os fra »politiske aktiviteter« og møder med »suspekte personer«, dvs. kontakt med de tre oppositionspartier. Vi danskere fik lov til at gå igen, men vores hviderussiske kolleger blev uden videre sendt ud af Moldova med politieskorte over grænsen til Ukraine og forbudt indrejse i de næste fem år. De havde, fik de at vide, deltaget i organiserng af protesterne mod Kommunistpartiet efter valget i april. Samme besked fik en række andre østeuropæiske valgobservatører fra blandt andet Georgien og Ukraine. På den måde prøvede myndighederne at lægge maksimalt pres på observatørerne uden at risikere alt for ubehagelige diplomatiske reaktioner.

Moldova, EU's østlige naboland mellem Rumænien og Ukraine, trådte ud af anonymitetens skygge, da hovedstaden efter valget til parlamentet i april blev forvandlet til en veritabel kampzone mellem politi og demonstranter. Det var de stærke indicier på valgsvindel og udsigten til endnu en lang periode under kommunistisk styre, der fik den vrede folkemængde til at storme præsidentpaladset og dernæst sætte parlamentet i brand. Udenlandske iagttagere øjnede i urolighederne potentialet for et regimeskifte i stil med farverevolutionerne i Ukraine og Georgien mod de gamle sovjetiske eliter.

Omvæltninger af samme kaliber er det ikke blevet til i Moldova, men de voldsomme begivenheder har rystet Kommunistpartiets solide greb om magten i den tidligere sovjetrepublik. De moldoviske vælgere har i denne uge derfor atter været en tur forbi valgurnerne til et omvalg, der får stor betydning for landets fremtid.


Arrestationer
Episoden med os valgobservatører er symptomatisk for den politiske stemning i landet, der er domineret af forårets demonstrationer som altoverskyggende skrækscenarium. Regimet er nervøst og gør en systematisk indsats for at opspore, hvem der kunne mistænkes for at ville blande sig i de politiske begivenheder både før og efter valget. Det har resulteret i en række arrestationer, herunder af journalister, og adskillige internationale observatører specielt fra Østeuropa er blevet deporteret fra landet.

Kommunistpartiet opnåede ved det officielle valgresultat i april en valgsejr med næsten 50 procent af stemmerne, som ville have sikret partiet et overvældende parlamentarisk flertal. Oppositionen protesterede mod unfair valgkamp og valgsvindel. Her talte ikke mindst rapporter om, at afdøde mennesker stod opført på valglisterne, og vælgere bosiddende i udlandet havde afgivet stemmer hjemme. Det er ikke uvæsentligt i et land med 4,3 millioner indbyggere og 1 million, der arbejder i udlandet.

Situationen kom ud af kontrol, da titusindvis af demonstranter samledes, men også det politiske efterspil har været bemærkelsesværdigt. Oppositionen har først og fremmest stået sammen som politisk blok og formået at repræsentere den folkelige uvilje mod styret. Det står i direkte modsætning til tidligere valg, hvor dele af oppositionen er blevet købt til at skifte side mod politiske nøgleposter.

Resultatet er, at kommunisterne ikke har været i stand til at mønstre det sidste afgørende mandat i parlamentet, der ifølge forfatningen er nødvendigt for at sikre den magtfulde præsidentpost efter den afgående præsident og leder af kommunistpartiet, Vladimir Voronin, Resultatet er, at Voronin har været tvunget til at opløse parlamentet og udskrive nyvalg, hvor kommunisterne ifølge det officielle valgresultat torsdag fik 45 procent af de afgivne stemmer mod 51 procent til de vigtigste oppositionspartier.

Der blev fra valgstederne rapporteret flere tilfælde af uregelmæssigheder, som dog ofte skyldes, at de valgtilforordnede fra sovjetisk tid er vant til at favorisere den til enhver tid regerende elite. Styret har denne gang også været mere tilbageholdende med direkte indblanding i valgkampen, fordi det risikerer at give bagslag. Efter alt at dømme er postyret omkring valgsvindlen i april og kravet om politiske forandringer de vigtigste årsager til, at vælgerne denne gang har vendt kommunisterne ryggen.


Kommunismens popularitet
Som i mange andre tidligere sovjetiske republikker har Moldova ikke et liberalt demokrati. De fleste betydelige oppositionspartier bygger officielt på et liberalt eller demokratisk grundprincip, men vil ofte have så vagt definerede politikker, at der ikke er en egentlig samlet opposition med et fælles politikgrundlag - eller for den sags skyld nogen samlende leder, der ville kunne køres i stilling som landets præsident.

Når kommunisterne har haft så fremtrædende en position i Moldova, skyldes det netop, at partiet er baseret på at repræsentere det stabile og sikre valg. Moldova oplevede i 1990'erne en økonomisk nedtur, der gjorde landet til Europas fattigste, og især landbefolkningen lever fortsat i udstrakt grad af selvforsyning. Det er også blandt landets fattige, at kommunisterne henter en stor del af deres stemmer, fordi disse vælgere først og fremmest tænker på overlevelsen og derfor ikke er tilbøjelige til at sætte deres kryds ved usikre alternativer.
Af samme årsag var det fortrinsvist unge studerende fra hovedstaden, der udgjorde kernen i forårets demonstrationer; mange af disse har set en verden udenfor og ønsker at gøre op med et korrupt og ineffektivt styre, der halter langt bagefter europæiske standarder.

I den kommende tid kan der ventes et politisk tovtrækkeri, som kun de færreste har lyst til at spå om udfaldet af, fordi Moldova endnu er så ustabilt et system, hvor politiske alliancer kan dannes på kryds og på tværs. Sikkert er det dog, at kommunisterne i hvert fald har mistet deres altdominerende magtposition og er tvunget til at søge politiske kompromiser.


Mellem Rusland og EU
Der er unægtelig nok at tage fat på af politiske udfordringer for et land, som ikke blot lider under korruption fra top til bund, men aldrig har gennemlevet en egentlig overgang til en fri og fair markedsøkonomi. Der er formentlig ikke nogen entydig løsning, der kan hjælpe Moldova til en overgang fra sit postsovjetiske forfald.

Udviklingen i Moldova er tæt forbundet med landets geopolitiske placering mellem de autoritære strømme fra øst og de demokratiske påvirkninger fra vest. Moldova er så tæt økonomisk integreret med de øvrige SNG-lande, specielt Rusland, at landet ikke kan løsrive sig politisk fra den ene dag til den anden. Moldova er dybt afhængig af Rusland både som eksportmarked og som energileverandør.

Vigtigst af alt tæller dog udbryderrepublikken Transnistrien, som er en udløber af den borgerkrig, som Moldova udkæmpede efter Sovjetunionens sammenbrud - men tabte efter massiv russisk militærstøtte, som den dag i dag udgør garantien for republikkens de facto-uafhængighed fra Moldova. I Transnistrien hersker et fuldbyrdet diktatur med dyrkelsen af en sovjetisk identitet, og republikken udgør et knudepunkt for smugleri og våbenhandel i regionen. Det separatistiske Transnistrien er en betydelig destabiliserende faktor for Moldovas udvikling som samlet land.

Mod vest repræsenterer EU for de fleste moldovere på den ene side en attraktiv model for demokrati og økonomisk fremskridt. Kontrasten til det gamle moderland Rumænien bliver stadig mere tydelig i takt med konsolideringen af det rumænske demokrati og markedsøkonomi. Når et land som Rumænien har kunnet påvirkes så radikalt, skyldes det udsigten til de store fordele, der er forbundet med at være fuldbyrdet medlem af EU. Men for lande som Moldova, der ikke realistisk har udsigt til EU-medlemskab, har EU's tiltrækningskraft - og dermed incitamentet til reformer - været tilsvarende lav. Mens partnerskabsaftaler nok kan skabe forudsætningerne for visse samarbejder, er den vestlige indflydelse generelt lav i denne del af Europa.

Med sin nuværende ustabile status er det også ganske urealistisk for Moldova at gøre sig forhåbninger om medlemskab af den europæiske klub både på kort og langt sigt. EU og Vesten har ikke hidtil for alvor interesseret sig for udviklingen i Moldova. De seneste politiske begivenheder kan dog have startet en ny vilje til at engagere sig mere aktivt i landet, der måske i fremtiden kan gøre det til en helt åbenlys konfliktzone mellem øst og vest.

Henrik Boesen Lindbo Larsen er cand.scient.pol. og udsendt til Moldova gennem organisationen Silba som observatør til parlamentsvalgene hhv. den 5. april og den 29. juli i Moldova.